Alle indlæg af jersie2680

Nyt fra Bestyrelsen

Kære medlemmer og andre interesserede,

Corona virussen hærger som bekendt i Danmark, og vi gør alle hvad vi kan for at opretholde det gode humør og pleje vores helbred og hjælpe andre til det samme. Bestyrelsen har selvfølgelig også gjort sit til at efterleve gældende regler og anvisninger m.m. Det har blandt givet anledning til ændringer i vores forårsprogram.

  • Portalen er pt. lukket og dermed vores udstilling ”Spatium”. I håbet om at foråret bringer varme og afvikling af Corona virussen i en grad så Portalen åbner igen, agter vi at forlænge udstillingen ”Spatium” til 16. maj. Bliver dette muligt vil vi afholde en Ny- fernisering af udstillingen den 18. april kl. 14-17.
  • Forårsudstillingen 4.-5. april i Portalen er aflyst og tilmeldte medlemmer bliver kontaktet direkte af Erik Hansen med henblik på tilbagebetaling af deres udstillingsafgift.
  • Vi har reserveret Borgerhuset i Greve den 23. og 24. maj med henblik på eventuelt at holde Forårsudstilling der og eventuelt kombineret med et Kunstmarked. 
  • Generalforsamlingen er indkaldt via Bladet til den 26. april i Jersie Forsamlingshus.
  • Den planlagte skulpturudstilling i Portalen 18. april til 16. maj 2020 er aflyst
  • Kunstforeningen er i gang med planlægningen af en udstilling om ”Kunstforeningen Køge Bugt” i hele maj måned i det til den tid ombyggede Solrød Bibliotek.

I ovenstående er der nogle allerede trufne beslutninger og der er nogle forhåbninger om, at det alligevel vil lykkedes med noget i løbet af de kommende måneder.

Om det lykkedes at gennemføre den planlagte generalforsamling eller den rykkes ud i fremtiden vides ikke pt. Hvorom alt er så vil vi meddele os på hjemmesiden samt udsende oplysninger pr. e-mail til de af jer, der har adgang hertil.

For at holde hjulene i gang skal vi lige minde om:

Medlemskontingentet skal være indbetalt senest den 1. april 2020

Hold humøret oppe

Kærlig hilsen 

Bestyrelsen

PS. Til den kommende generalforsamling har bestyrelsen udsendt forslag til nye vedtægter i sidste udgave af Bladet. Vi gengiver dem også her på hjemmesiden under afsnittet ”Om foreningen”. Måtte nogen af jer have forslag til ændringer/tilføjelser til bestyrelsens forslag skal disse være indsendt til formanden senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Spatium i Portalen 22. februar

Ny udstilling i Portalen

Velbesøgt ferniseringsdag

Til ferniseringen, hvor hovedparten af kunstnerne var til stede, var der 175 gæster, som havde stor glæde af at studere de mange værker. Forskelligheden eller med et andet ord bredden i udstillingen er både stor og spændende, hvilket er fint tilgodeset med den tydeligt velovervejede ophængning.

Akvareludstilling

Flot besøg ved ferniseringen.

Det var ikke kun ferniseringen, der var en succes. 565 besøgende har der været til den smukke udstilling og mange af dem havde været så venlige at kvittere for deres oplevelse i foreningens gæstebog – tak for det.

M13 i Portalen

For 14. år i træk præsenterer Kunstforeningen Køge Bugt en udstilling med Kunstnergruppen M13 med Portalens Galleri som en smuk ramme om værkerne.

Gruppens faste ”stab” er Jens Nielsen, Georg Lind, Ida Harsløf, Carin Larsen, Kirsten Vibeke Andersen, Erik Balle og Kamilla Runge Reinholdt, som repræsentanter for malerkunsten. Billedhuggerværkerne er som vanligt udført af Klaus Petersen, Geert Daae Funder og Palle Christensen, keramik og stentøjsarbejder er smukt varetaget af Lillian Binderup, mens de udstillede foto- og collageværker er udført af Peter Berto Reinholdt og Erik Jensenius.

Naturligvis har M13 også i år inviteret gæsteudstillere, der består af Tine Meyer som maler, Torben Nielsen der er keramiker, samt Tom Lundsten, hvis værker bl.a. omfatter smykker udført i emalje.

På ferniseringsdagen den 19. oktober var der 168 besøgende som fik glæde af den flotte udstilling. Der er i omegnen af 200 værker på udstillingen, som tilsammen har en stor spændvidde, så der var meget at studere for de mange kunstelskere.

Udstillingen, der varer til den 17. november, er den sidste i rækken af mange, fine udstillinger i 2019.

Udstillingsdagene er torsdag og fredag kl. 14-17, lørdag kl. 13-17 og søndag kl. 12-15.

Alle er velkommen og der er gratis adgang.