M13 i Portalen

For 14. år i træk præsenterer Kunstforeningen Køge Bugt en udstilling med Kunstnergruppen M13 med Portalens Galleri som en smuk ramme om værkerne.

Gruppens faste ”stab” er Jens Nielsen, Georg Lind, Ida Harsløf, Carin Larsen, Kirsten Vibeke Andersen, Erik Balle og Kamilla Runge Reinholdt, som repræsentanter for malerkunsten. Billedhuggerværkerne er som vanligt udført af Klaus Petersen, Geert Daae Funder og Palle Christensen, keramik og stentøjsarbejder er smukt varetaget af Lillian Binderup, mens de udstillede foto- og collageværker er udført af Peter Berto Reinholdt og Erik Jensenius.

Naturligvis har M13 også i år inviteret gæsteudstillere, der består af Tine Meyer som maler, Torben Nielsen der er keramiker, samt Tom Lundsten, hvis værker bl.a. omfatter smykker udført i emalje.

På ferniseringsdagen den 19. oktober var der 168 besøgende som fik glæde af den flotte udstilling. Der er i omegnen af 200 værker på udstillingen, som tilsammen har en stor spændvidde, så der var meget at studere for de mange kunstelskere.

Udstillingen, der varer til den 17. november, er den sidste i rækken af mange, fine udstillinger i 2019.

Udstillingsdagene er torsdag og fredag kl. 14-17, lørdag kl. 13-17 og søndag kl. 12-15.

Alle er velkommen og der er gratis adgang.