Seks malende musikere i Portalens Galleri

Portalens galleri 26. januar til 3. marts

Fernisering 26. januar 2019 – kl. 14 – 18

Navne som Thomas Agergaard, Ole Fick Lars- og Troels Trier, plejer man at forbinde med musik – hvorimod et navn som Flemming Quist Møller, for de fleste nok mest forbindes med en berømt cyklemyg og et mindst lige så berømt badekar (nej, ikke Bubbers – men Bennys) og andre finurlige film – – og et navn som Mik Schack, der oftest nævnes i sammenhæng med  – måske ikke så meget hans adelige ophav – men ellers alt mellem himmel og jord, og gerne med et lunt glimt i øjet.

Men alle fem, der har høstet ikke så lidt af deres berømmelse på musikscenerne rundt omkring i landet – viser på denne udstilling, at talentet også rækker langt ind i malerkunsten – hvilket Kunstforeningen Køge Bugt viser en række eksempler på, med udstillingen ”Malende Musikere” i Portalens galleri fra lørdag d. 26 januar.

 

Mens Flemming Quist Møllers billeder næsten emmer af eventyr og sommerfuglestøv, kun afbrudt af et par rapkæftede myg, så er Troels Triers billedunivers præget af en nærmest naivistiske malerstil, men samtidig med et udtryk og et persongalleri, der ligger meget tæt op ad hans – og hans scenepartner gennem en årrække – Rebecca Bruels, næsten barokke satiriske skildringer af det kernedanske!

 

Thomas Agergaard værker på udstillingen leder tanken hen på de ”doodlerier” tror jeg det hedder, mange af os kradser ned på papir med den ledige hånd, mens vi taler i mobilen – – hvis vi da ikke for længst har fået telefonen tatoveret på kinden!

Men der er styr over Thomas Agergaards tilsyneladende ”doodlerier” hvilket der kommet en række spændende fantasifulde tegninger ud af – og trods forskellen i udtrykket, måske ikke så voldsomt langt fra musikkens verden.

 

Der er mange – fortvivlende mange – der gerne vil male surrealistisk – og lige så dybt fortvivlende få, der virkelig mestrer denne svære kunst – men Ole Fick – han kan ikke bare spille musik, og spille den legendariske klæbrige Dr. Leo Lummerkrog – han kan også virkelig male surrealistisk – og det endda med en brod, der slet ikke er til at tage fejl af!

Og Mik Schack kan i sin ofte tegneserie-agtige form, gøre selv en opskrift på havregrød, skæv og humoristisk.

 

Lars Trier (nej, ikke ham med ”von”) – men guitaristen Lars Triers billeder på udstillingen, er svære at lukke inde i en kunstnerisk ”isme” – med deres muntre og lidt ”skæve” vinkler på den hverdag der omgiver os det meste af tiden.

 

En eller flere af de Malende Musikere lægger måske penslerne og griber musikinstrumenterne og giver et par numre.

Men det kan man se og høre meget mere til, på udstillingen i Portalens Galleri ved ferniseringen lørdag den 26. januar 2019 – kl. 14 – 18

 

For alle der ikke lige kan komme på ferniseringsdagen – men ikke vil snydes for de seks musikeres billeder – så kan udstillingen ses frem til søndag den 3. marts 2019